Guitarguide: Alt du skal vide om guitarer og tilbehør!

Oprettet d. under Guides

Slash, Ed Sheeran, Jimi Hendrix, John Mayer, Eric Clapton og mange mange flere. Vi kender dem alle sammen, guitaristerne. Hvad enten de bruger den som deres primære instrument eller formår at benytte den som musikalsk element til utallige nummer 1 hits, formår de at styre strengene som ingen andre. 

I dette indlæg går vi helt tæt på guitaren, og hvordan du tager første skridt ud i verden af fingerspil og vanvittige riffs. For hvad skal man egentligt være opmærksom på når man skal erhverve sig en guitar, og hvad er forskellen nu lige på en spansk guitar og en Les Paul? Vi kommer ind på det hele lige her!

 

📖 Først lidt historie

Guitaren som vi kender den i dag blev udviklet omkring år 1850. Især de spanske guitarmagere har haft indflydelse på hvordan den akustiske guitar ser ud den dag i dag. Det var dem der startede med at gøre kroppen større, og styrke guitarens indre, hvilket gjorde at guitarens strenge kunne strammes hårdere uden kroppen kollapsede. Siden er der, naturligvis, blevet udviklet på forskellige tiltag for at få forskellige lyde ud af den akustiske guitar, men formen har ikke ændret sig meget siden da.

Senere fandt George Beauchamp ud af at man via et elektrisk panel kunne opfange strenges vibrationer, og grundstenen for den elektriske guitar var lagt. Efter 2. verdenskrig blev den elektriske guitar, med solid krop som vi kender den i dag, skabt og gjort populære af Gibson og Fender, som stadig den dag i dag producerer elektriske guitarer af højeste kvalitet.

 

🎼 Akustisk guitar

Den akustiske guitar. Her begynder de flestes rejse ud i guitarspillet, og giver et rigtig godt udgangspunkt for at lære at spille guitar. Den akustiske guitar virker ved at strengene sender vibrationer ned i lydhullet, hvorefter lyden bliver forstærket nede i resonanskammeret (kroppen). 

Der findes både fuldstændige akustiske guitarer der udelukkende benytter sig af resonans kammeret for at skabe lyd. Men har man behov for det, findes der også elektrisk akustiske guitarer hvor du har mulighed for at sætte dem til en forstærker, og dermed spille et større publikum op!

 

🫀Den akustiske guitars anatomi

Akustisk guitar anatomi

  1. Hoved
  2. Stemmeskrue
  3. Sadlen
  4. Bånd
  5. Hals
  6. Gribebræt
  7. Lydhul
  8. Bund
  9. Side
  10. Stol
  11. Dæk

 

Klassisk/spansk guitar

En spansk guitar er også det vi kalder en klassisk guitar. Det er denne form som de spanske guitarmagere udviklede helt tilbage i den spæde fødsel af den moderne guitar. 

Den spanske guitars lyd vil oftest være den de fleste forbinder med en akustisk guitar. Dette skyldes at en spansk guitar er født med nylonstrenge som giver en blødere eller mere rund og behagelig lyd. Derudover er nylonstrengene mindre hårde at presse ind og slå an, og kan derfor være mere skånsom mod utrænede fingre.

 

Børne og begynder guitar

Den spanske guitar er oftest den guitar som man vil vælge som begynder. Guitarens krop har en god størrelse som er nem at håndterer for de fleste, og nylon strengene er mindre hårde ved fingrene så man ikke får hudløse fingerspidser efter en hel dags øvelse!

Den spanske guitar laves også som børneguitar. Børneguitaren er mindre og er nemmere at håndterer for mindre personer, men fungerer præcis som en almindelig størrelse guitar.

 

Ukulele

Et andet godt sted at starte hvis man er ny til strengeinstrumenter kan være med en ukulele. Ukulelen ligner til forveksling en lille spansk guitar og det er ikke helt ved siden af. Den er bygget op på samme måde med hul krop, gribebræt og nylonstrenge, dog er der kun fire strenge på en ukulele modsat guitarens seks. Men ukulelen stemmes dog markant anderledes, og giver en helt anden lyd end en guitar!

Indenfor ukulele findes der flere forskellige størrelser, de mest udbredte er:

Sopran ukulele er den mindste, og den de fleste kender.

Koncert ukulele er lidt større en sopran ukulelen. Dette er især en fordel for voksne med større fingre, da der er mere plads mellem båndene.

Baryton ukulele er den største men også den mindst udbredte ukuleletype. Dens størrer størrelse giver en dybere, mere guitar-like lyd end de mindre modeller.

 

Western guitar

Western guitaren er kendetegnet ved sin større krop, og mere metalliske lyd. Western guitar er den foretrukne guitar blandt singer/songwritere som Ed Sheeran eller for bands som Oasis. Hvor den spanske guitar er strenget op med nylonstrenge, benytter western guitaren sig af metalstrenge, hvilket er med til at give western guitaren dens fantastiske lyd.

Western guitarens krop og hals er oftest større og svære at håndtere, det betyder også at det ikke oftest ikke vil være førstevalget blandt helt nye guitarister. Dog findes der også mindre versioner af western guitaren, hvis du som begynder har forelsket dig i western lyden!

 

🎸 Elektrisk guitar

Den elektriske guitar er vel det mest benyttede instrument i musik de seneste 50-60 år siden den blev gjort populær kort efter 2. verdenskrig. Om man hører rock, pop eller jazz, eller om man lytter til The Beatles, Metallica eller måske endda Sussie og Leo, er den elektriske guitar til stede.

Modsat en akustisk guitar er den elektriske guitars krop solid, og giver derfor ikke ret meget lyd fra sig hvis du slår strengene an, uden at have den sat til en forstærker. 

Elektriske guitarer fungerer ved at strengenes vibrationer opfanges af pickuppen som ”opsamler” frekvenserne og sender et elektrisk signal ud gennem jackstikket og ud i en forstærker der kan lave vibrationerne til lyd.

 

🫀Den elektriske guitars anatomi

Elektrisk guitar anatomi

  1. Hoved
  2. Stemmeskrue
  3. Sadlen
  4. Bånd
  5. Hals
  6. Gribebræt
  7. Pick-up
  8. Slagplade
  9. Stol
  10. Tone/volumen knapper
  11. Krop

Der findes et utal af forskellige udformninger på elektriske guitarer, herunder tager vi et kig nærmere på de mest populære udformninger:

 

Telecaster

Telecasteren er blevet produceret siden 1951, og er en af de mest alsidige guitarer der findes. Telecasteren regnes for en af de allerældste guitarmodeller, kun overgået af Fender Esquire, der kom på markedet to år før, men ikke vandt samme popularitet blandt guitarister verden over.

Telecasteren  benyttes af guitarrister i alle genre lige fra Jimmy Page i Led Zeppelin til James “Jim” Root i Slipknot. Telecasteren kaldes også for en kamæleon inden for elektriske guitarer, da den kan bruges til at efterligne stort set alle elektriske guitar lyde.

Telecasteren er et godt valg hvis man ikke ved hvilken genre man vil bevæge sig i, eller bare gerne vil spille lidt af det hele!

Kendte guitarister der benytter Telecasteren: 

  • Keith Richards (The Rolling Stones)
  • Jimmy Page (Led Zeppelin)
  • George Harrison (The Beatles)
  • Bruce Springsteen
  • Jonny Greenwood (Radiohead)
  • James “Jim” Root (Slipknot)

 

Stratocaster

Stratocasteren blev, som Telecasteren, opfundet af Fender. Stratocasteren er, sammenlignet med Telecasteren, lysere i tonen, og er mere ”præcis” i tonerne. Stratocasteren er især brugt i rock, pop, funk og lignende genrer, der måske er knap så hårde som tilfældet var med telecasteren!

Navne som Jimi Hendrix og Pete Townshend (The Who) er kendte for at bruge Stratocaster til det meste af deres arbejde! Derudover var Stratocasterens rundede hjørner på guitarens kop, med til at give en helt ny komfort, og blev derfor hurtigt en af de foretrukne guitare på markedet.

Kendte guitarister der benytter Stratocasteren:

  • Jimi Hendrix
  • John Mayer
  • Eric Clapton
  • Mark Knopfler (Dire Straits)
  • The Edge (U2)
  • John Frusciant (Red Hot Chilli Peppers)

Fun fact: Apples guitar emoji (🎸) er lavet efter en Stratocaster med vibratoarm!

 

Les Paul

Gibson Les Paul er den af de tre modeller der har den lyd der skiller sig mest ud. Les Paul guitarer er kendt for at være mørkere i deres lyd, hvilket skyldes den bruger en anden type pickup end de to andre, dette kommer vi ind på senere. Netop disse kendetegn gør at Les Paul er ekstremt velegnet til tungere/hårdere genre som rock og heavy metal. Så vil du lyde som Slash fra Guns ’n’ Roses, så er det en Les Paul du skal gå efter.

Kendte guitarister der benytter Les Paul:

  • Slash (Guns ’n’ Roses)
  • Billy Gibbons (ZZ Top)
  • Randy Rhoads (Quiet Riot & Ozzy Osbourne)
  • Zakk Wylde (Ozzy Osbourne)
  • Ace Frehley (KISS)
  • Gary Moore

Fælles for alle de ovenstående modeller er at de er modificerbare. Guitarens lyd kan påvirkes drastisk med at udskifte strenge, pickup og selvfølgelig tilslutte forskellige effektpedaler. Det vigtigste er at finde den guitar man føler ligger godt i hænderne og har den følelse og sjæl som man leder efter! 

 

🔊 Forstærker

For overhovedet at kunne benytte sin elektriske guitar, skal man bruge en forstærker. Som nævnt før siger en elektrisk guitar så godt som ingenting hvis ikke man har den sat til en forstærker, og guitar er nu engang sjovest at spille når man kan høre hvad man spiller!

Der er mange forskellige guitarforstærkere, nogle er lavet til akustiske guitarer og andre er lavet til elektriske. Derudover så har de forskellige funktioner. Nogle er helt simple og er i bund og grund bare en højttaler der ”bare” forstærker den lyd du sender ind. Andre derimod, er fyld med forskellige effekter og funktioner, der normalvis vil være at finde i en effektpedal. Hvad man vælger, afhænger i stor grad af hvad man skal bruge forstærkeren til, og om man har brug for flere eller færre funktioner.

Combo forstærker: En combo forstærker er en alt-i-en forstærker, der både indeholder en forstærker og en højttaler. Dette betyder altså at så snart du har sat et kabel fra din guitar til combo forstærkeren er du klar til at spille. Combo forstærkeren er den klart mest populære fortærker, da den er nem at have med og nem at sætte op. Combo forstærkeren er altså perfekt til alt fra øvelokalet, til værelset, på scenen og faktisk alle andre tænklige steder!

Top forstærker: En guitar top forstærker er en forstærker, og kun en forstærker. I sig selv giver top forstærkeren ingen lyd fra sig. Men når man tager signalet fra top forstærkeren og sender ned i et guitarkabinet, sker magien! Fordelen ved at vælge at gå med et setup med en topforstærker sammen med et kabinet, fremfor en comboforstærker, er muligheden for udskiftning af forstærker eller guitar kabinetter hvis man eksempelvis ønsker en anden lyd fra sit forstærker setup.

Ofte er en top forstærker også kraftigere end den du vil finde i en combo forstærker. De kraftigere forstærkere og større kabinetter kan især være en fordel hvis man har brug for det i forhold til at kunne "følge med" et højt trommesæt i øvelokalet, eller hvis man gern vil leverer en ordentlig portion gain i studiet!

Om du er til combo eller top forstærker setups, er helt op til personlig præference da begge dele kan få englene til at synge, hvis de bruges korrekt!

Amplug: Bor man i lejlighed, eller bare ikke har mulighed for at kunne blæse fuld styrke ud af sin forstærker, findes der også råd for det. En ”amplug” er en lille mini forstærker som man sætter direkte ind i sin guitar, hvorefter man kan tilslutte sine høretelefoner. Dette er virkelig smart hvis man som sagt ikke kan spille højt, er på farten eller bare ikke ønsker at købe en guitarforstærker lige nu og her. Amplugs findes i forskellige modeller herunder, metal, classic rock og blues, alt efter hvilken lyd man ønsker!

 

Pickups

Jeg lovede tidligere at vi ville tage et kig på pickups. Pickuppen er som nævnt den del af en elektrisk guitar der opfanger vibrationerne fra strengene.

Der findes flere typer pickups der virker på hver deres måde og har hver deres lyd. En humbucker pickup som sidder på eksempelvis en Les Paul, har en "varm" fyldig lyd, og egner sig super godt til genrer med mere forvrængning af lyden, ekempelvis metal.

På tele og stratocasterne sidder der single coil pickups. Disse har ofte en lidt lysere (mere diskant) lyd end humbuckeren, men har samtidig en meget ren lyd. Netop det er også grunden til at disse modeller egener sig godt til mere klassisk rock, funk, pop og lignende genrer. 

 

💰 Billig eller dyr guitar?

Det er meget individuelt hvad guitarister vælger at spille på. Det samme gælder hvilket prisniveau ens guitarer ligger i. For sandheden er at selv en dyr guitar sagtens kan lyde helt elendigt i hænderne på en uøvet guitarist, og på den anden side kan en billig “begynder-guitar” lyde fantastisk hvis personen bag kan finde ud af at spille.

Der er selvfølgelig forskelle i byggekvalitet, lyd osv. på en meget dyr og en meget billig guitar, men lad ikke dette bestemme dit køb. Det vigtigste er at finde en guitar der passer til dine behov, og også passer i budgettet. Der er ikke meget sjov ved kun lige akkurart at kunne købe en guitar, men intet tilbehør, en forstærker eller lignende. 

🎉 Guitar tilbehør

Når du står og enten er ved at købe, eller måske lige har købt, din nye bedste ven, er der ekstremt mange ekstra ting som kan være gode at købe med, nu hvor dankortet alligevel er i gang, eller tilføje til ønskelisten!

 

Guitartaske

Det siger sig selv at hvis man har en guitar, vil man også gerne fortsætte med at have den. Derfor er det vigtigt at have en god guitartaske. Guitartasken er både med til at beskytte din guitar under transport, men også til at have alt dit ekstra udstyr med, uden at det hele ligger og bliver rodet sammen.

 

Strenge

Guitarstrenge er måske det vigtigste på hele guitaren, uden dem ingen lyd. Derfor er det også ærgerligt hvis en eller flere af dem sprænger, og man ikke kan spille videre fordi tonerne mangler. Derfor er det en god ide at allerede når man køber sin guitar af få nogle ekstra strenge med til den. Husk på der er forskel på strenge til klassisk guitar, strenge til western guitar og strenge til el-guitar.

Strengene er som tidligere beskrevet udført i forskellige materialer, og derfor opfører de sig også forskelligt. Nylonstrenge som der typisk sidder på en spansk guitar, vil i starten kunne strække sig mere end stålstrenge. Dette betyder også at du ofte vil skulle stemme nylonstrenge, især når du lige har sat nye på!

Hvis du er mere erfaren indenfor guitar verdenen, kan du også eksperimenterer med forskellige typer strenge til din guitar, for at få lige netop den lyd du gerne vil have! Ofte vil mange begynde at eksperimenterer med tykkelsen på strengene: Tyndere stenge vil som regel være lettere at spille og bende, men dette kommer i bytte for mindre lyd og klang. Det modsatte gør sig gældende ved tykkere strenge. De tykke strenge leverer mere lyd og klang, men er tilgengæld hårdere at spille på.

 

Plekter

Et plekter er et lille trekantet stykke plastik med rundede hjørner. Plektret bruges til at slå guitarens strenge an hvis man ikke bruger sine fingre. Brugen af et plekter kan være med til at give en helt speciel lyd, som kan være svær eller helt umulig at efterligne med fingrene.

Plektre findes i forskellige tykkelser og i forskelligt materiale. Forskellig tykkelse plekter giver en forskellig lyd, og det kan derfor være en god ide at have nogle forskellige tykkelser liggende. Generelt set vil man på en akustisk guitar benytte et tyndere plecter end på en elektrisk guitar. Et standard størrelse plekter vil ofte ligge mellem 0,73 og 0,88mm.

 

Tuner

Lige så fantastisk en guitar kan lyde, lige så forfærdeligt kan det lyde hvis den ikke er stemt! Nogle guitarister kan stemme deres guitar perfekt blot ved at høre sig frem, men for os dødelige kan det være rart med lidt hjælp! Derfor er en guitartuner et uundværligt stykke gear i enhver guitartaske!

Clip-on tuner: En clip-on tuner er en lille klemme med et display, som man sætter på guitarens hoved. Fra sin placering på guitarens hoved, opfanger den vibrationerne i guitaren når du slår strengene an, og kan dermed fortælle hvilken tone strengen er stemt i. Clip-on tunere er super nemme at bruge, de er meget præcise og så fylder de stort set ingenting.

Kromatisk tuner: En kromatisk tuner virker ved at man sætter den til guitaren via et jackstik, hvor efter den via signalet fra guitaren kan bestemme tonerne. Den kromatiske tuner er et godt valg til elektriske guitarer hvor den nemt kan indgå i et pedalboard, så du altid er sikker på at din guitar stemmer perfekt!

 

Guitarstativ

Når du har købt en ny flot guitar, skal den ikke bare ligge ovre i et hjørne. Den skal da vises flot frem på et guitarstativ på gulvet eller måske skal det hænges op på væggen i en guitarholder! Der findes et utal af forskellige guitarstativer, som har plads til at fra 1 til 7 guitarer, så er det kun op til dig at få dem fyldt med lækre guitarer!

 

Effektpedaler

Effektpedaler er er pedaler der "farver" lyden. Der findes et hav af forskellige pedaler, der alle sammen giver forskellige effekter. Det kan blandt andet være rumklang, distortion, delay og mange mange flere!

Nogle af effektpedalerne kan “kun” bruges til én effekt, men der findes også pedaler hvor der er mulighed for at lave flere effter i den samme pedal. Hvad man vælger vil som stort set alt andet indenfor guitar udstyr, være et spørgsmål om præferencer. Vil man have muligheden for at helt selv sammensætte sin egene lyde og effekter, kan det være en god idé at bygge sit eget “pedalboard” med ens yndlings pedaler, skal det bare være simpelt, kan man vælge en multieffekt pedal!

Overdrive: Overdrive pedalen overstyrer dit signal. Man kan sige at overdrive skubber signalet højere. Overdrive kommer af at "drive" rørne i en rørforstærker, så de overstyrer og dermed skaber overtoner. Dette giver en god musikalsk effekt til guitaren!

Distortion: Distortion minder meget om overdrive pedalen. Distortion pedalen bruges til at forvrænge lyden fra din guitar. Du har helt sikkert hørt en distortion pedal i brug hvis du lytter til metal, rock og lignende. Man kan beskrive lyden som en distortion-pedal giver, som hvis man skruer alt for højt op for et anlæg til at højttalerne kan følge med og begynder at “klippe” signalet. En distortion pedal er uundværlig i ethvert pedalboard hvis du begår dig indenfor hårdere rock-genre!

Rumklang/reverb: Rumklang, eller reverb som det hedder på engelsk, giver som navnet antyder lyden af rum. Der er to typer rumklang, som står 95% af alt guitarrumklang: fjederrumklang og plate. Selvom begge i dag for ofte genskabes digitalt, har de deres oprindelse i praktisk effekter. Mange forstærkere har også stadig en analog fjederrumklang indbygget. Klangen i en fjederrumklang skabes analogt ved at lyden sendes gennem en fysisk fjeder. Det skaber en unik klang, som passer rigtig godt til guitarens twang. En plate reverb blev oprindeligt ligeledes skabt ved hjælp af fysiske metalplader. Der er meget få analoge plate reverbs idag.

Delay: Delay pedalen bruges til at “forsinke” lyden. Delay signalet kan designes efter hvor langt tid efter det oprindelige signal det skal ligge og hvor hurtigt det skal “forsvinde” igen. En slags ekko effekt kan man sige. Delay er en god måde at få din guitar til at fylde mere i mixet blandt de andre instrumenter. En meget brugt delay effekt på guitar er en "slap-back" delay, som er en meget kort form for delay.

Chorus: Chorus pedalen giver effekten af et “kor”. Chorus pedalen tager lyden og fordobler den, og ofte detuner det andet signal en smule, så det lyder som om der er flere guitarer der spiller samtidigt. Det er en super effektiv måde at få en fyldig og “stor” guitarlyd, eller skabe illusionen om at der er mange guitarer der spiller samtidig, selvom der kun er en person på guitar!

Looper: En looper er en ekstremt populær pedal. Looperen kan bruges til at optage et loop som derefter fortsætter med at spille. Dette betyder altså at du selvom du kun er dig, kan lave flere lag af guitar rytmer eller rifs, der kører samtidig. På nogle af de større modeller finder du også flere funktioner som eksempelvis trommebeats, forskellige effter og lignende. Et godt eksmpel på hvordan man kan bruge en looper, hvis man ellers er et musikalsk geni, kan findes på Ed Sheerans optræden ved The Grammys i 2017!

 

Tilbehørspakker

Skal det bare være nemt? Så har vores dygtige medarbejdere lave nogle forskellige tilbehørsbakker som får dig godt i gang med dit guitareventyr, så behøver du ikke lede efter de enkelte dele, vi har gjort valget nemt for dig!

Elguitar tilbehørspakke

Western guitar tilbehørspakke

Spansk guitar tilbehørspakke

 

Vi håber at du med dette indlæg er blevet klar til at kaste dig ud i guitarens verden, eller i hvert fald er blevet klogere på guitar og hvad sådan en kan!

Hos SoundStoreXL sidder vi altid klar til at hjælpe dig hvis der er brug for det! Vores sælgere og kundeservice besvarer gerne alle spørgsmål, hvad enten du er begynder eller professionel guitarist!

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar