Høretelefoner, hørebøffer, headset, ører - Kært barn har mange navne, og dette gælder især høretelefoner. For under begrebet høretelefoner gemmer sig et hav af forskellige udformninger, størrelser, modeller og anvendelsesområder. Høretelefonmarkedet kan være en jungle at finde rundt i, derfor har vi lavet denne guide, for at give dig den bedste mulighed for at træffe det rette valg!

 

Høretelefonernes historie

Det første sæt høretelefoner som vi kender dem i dag blev opfundet i år 1910 af ingeniør Nathaniel Baldwin. Alle sæt han producerede blev lavet i hånden, hjemme ved hans spisebord.

I 1958 kom John Koss så med en idé der skulle vise sig at ændre høretelefonerne for evigt. Frem til 1958 havde alle høretelefoner sendt det samme signal i begge sider. Men John Koss udviklede et sæt høretelefoner der spillede i stereo. Dette var revolutionerende for de personer der benyttede deres høretelefoner til at lytte til musik.

I 1979 lancerer Sony deres Walkman, og sammen med Walkmanen kom et sæt høretelefoner. Sony endte med at sælge over 400 millioner eksemplarer af deres Walkman, og høretelefoner var til at finde i ethvert hjem!

Apple lancerede i slutningen af 2001 deres iPod. I pakken med hver iPod var der et sæt in-ear høretelefoner, i hvid. De hvide høretelefoner var et ekstremt vigtigt led i Apples markedsføring af den nye iPod og var med til at gøre in-ear hovedtelefonen til mange personers favorit. Overalt kunne man se de hvide ledninger, som nærmest blev synonym med Apples produkter, til den dag i dag benytter Apple udelukkende den hvide farve på alle deres in-ear høretelefoner!

I dag er høretelefoner at finde i stort set alle hjem. Den dag i dag er høretelefoner for nogle ligeså meget en accessorie, som det er høretelefoner. Men høretelefonerne har også udviklet sig til at være den foretrukne måde at lytte til musik på farten, i musikstudiet, på løbeture. Samtidig med dette er de også uundværlige værktøjer for DJs og et vigtigt redskab for gamere verden over!

 

Over-ear høretelefoner

Over-ear høretelefon guide

Over-ear høretelefoner er en fælles betegnelse for høretelefoner hvor hovedtelefonernes skåle sidder over (rundt om) øret. Over-ear er ofte brugt til studie, gamer- og DJ brug, da den lukkede skål holder udefrakommende lyde ude, og samtidig sørger for at lyden fra høretelefonerne heller ikke kommer ud.

Over-ear hovedtelefoner er ofte også meget behagelige at have på, da de støtter på toppen af hovedet med en bøjle, og puder på skålene gør at de ikke klemmer på siden af hovedet.

 

On-ear høretelefoner

 

on-ear høretelefon guide

On-ear høretelefoner minder i udseende meget om over-ear høretelefonerne. Den største forskel på de to typer er størrelsen på skålene. Hvor skålene på over-ear hovedtelefonerne er så store i diameteren at de kan gå rundt om øret, så er on-ear høretelefonerne skåle mindre. Dette betyder at on-ear høretelefonerne, som navnet også peger på, sidder på selve øret.

On-ear høretelefonerne leverer stadig en god kraftig lyd og bliver ofte mindre varme at have på end over-ear høretelefoner, men er knap så gode til at holde uønsket lyd ude. On-ear høretelefoner benyttes ofte steder som fx. call-centre hvor on-ear høretelefonerne hjælper med at medarbejderne kan holde ud at have deres headset på i lang tid ad gangen.

 

In-ear høretelefoner

In-ear høretelefon guide

In-ear høretelefonerne er de versioner af hovedtelefoner som man sætter ind i øret. Mange vil nok kende Apples klassiske earbuds som nok er den mest udbredte in-ear høretelefon. In-ear høretelefoner er super praktiske. De fylder ikke ret meget, de er nemme at have med rundt og så er en del af dem trådløse. In-ear høretelefonerne er det fortrukne valg af mange til sport og fitness, da de er lette og ikke irriterer under fysisk udfoldelse.

Et andet sted in-ears ofte er brugt er ved scenebrug. Du har sikkert set kunstnere tage sig til- og rette noget i deres øre mens de er på scenen. Dette er deres in-ears de bruger til at høre hvad de andre på scenen spiller. De er næsten usynlige, men leverer stadig fantastisk lyd!

Nogle modeller af in-ear høretelefoner benytter sig at små gummiender på den del der skal ind i øret. Dette sikre både at høretelefonerne sidder fast, men er også med at lukke lyde fra omverden ude, så du ikke bliver forstyrret når musikken spiller!

 

Studie-høretelefoner

studie-høretelefoner høretelefon guide

Bruger du meget af din tid på at lave musik eller på lave mix og mastering, så er et sæt gode studie-høretelefoner uundværlige. Studie-høretelefoner er oftest over-ear hovedtelefoner, der er skabt til at gengive lyden neutralt og med et bredt frekvensområde så alle nuancer i musikken kan høres.

Open back

Når du kigger på studie-høretelefoner kan du komme til at støde på begrebet “open back”. Dette betyder at i stedet for at høretelefonens kop er lavet i et solidt stykke, så er den bagerste del af koppen åben, hvilket giver en række både fordele og ulemper.

I en lukket kop kan der opstå “ophobning” og resonans fra de lave frekvenser. Dette råder den åbne bagside på open back høretelefonerne bod på. Ved at lade luften kunne komme ud bagtil opstår disse resonanser ikke, og bunden (de lave frekvenser) kan få lov at stå klart og tydeligt. Dette er blandt andet grunden til at open back er super gode til kritisk lytning af musik, eller mix og master af tracks!

Dog bringer den åbne bagside også nogle ulemper med sig. Fordi bagsiden er åben, lukker en open back høretelefon heller ikke lige så godt af for lyden, dette gælde både lyd der kommer ind og lyd der kommer ud. Det vil altså sige at til hverdagsbrug hvor du eksempelvis skal bruge dem i et larmende tog, på et bibliotek hvor andre kan blive forstyrret af lyd eller lignende vil et sæt open back høretelefoner ikke være den optimale løsning.

 

DJ-høretelefoner

DJ-høretelefoner høretelefon guide

DJens høretelefoner er ikke bare et redskab til at se ekstra cool ud når man står bag komfuret på en natklub eller en festivalscene. Høretelefonerne er en vigtig del af en DJs arbejde, da det er dem han bruger til at mixe musikken ordentligt sammen. Som DJ har du ikke altid verdens bedste arbejdsforhold sådan rent musik lytte mæssigt. Som regel vil musikken der kommer ud af diskotekets anlæg være øredøvende højt, og det kan gøre det svært at høre hvad der kommer ud af høretelefonerne. Derfor er lyden i DJ-høretelefoner også anderledes end du vil opleve i dine høretelefoner du bruger til hverdag.

For at kunne hører noget igennem larmen fra anlægget, så er lydstyrken i et sæt DJ-høretelefoner kan leverer ofte noget højere end andre høretelefoner. Derudover så er der skruet godt op for de lave frekvenser. De lave frekvenser er der hvor stortrommen i musikken ligger, og det er netop denne man bruger til at “beatmixe”.

Afslutningsvis er DJ-høretelefoner også bygget til at blive brugt. De vil ofte være lavet i materialer som aluminium eller i plast med ekstra fleksibilitet, så de kan overleve en ordentlig fest bag DJ pulten!

 

Gaming headset

Gamin headset høretelefon guide

Skal du spille computerspil? Så skal du bruge et gaming headset! Gaming headsets er ikke meget anderledes end almindelige over-ear høretelefoner, men der er dog et par forskelle der gør gaming headsets ideelle til spil!

Mikrofon

Når du spiller computerspil er en af de vigtigste aspekter af spillet, og medmindre du bor tæt nok på dine venner til at kunne råbe til dem ud af vinduet, kan en mikrofon være meget rar at have! Derfor er gaming headsets også født med en mikrofon på siden af høretelefonerne.

Surround

I spil som fx. CS:GO eller Call of Duty hvor du spiller mod andre, er det rart at kunne høre hvor modstanderen, eller skuddene kommer fra. I de fleste gaming headsets er der bygget en surround effekt ind, der gør at du kan høre præcist hvordan lydene kommer. Dette gøres ved at der i stedet for én stor højttalerenhed er flere enheder placeret forskelligt og kan aktiveres alt efter hvor lyden kommer fra.

 

Noise cancelling

Når du sidder og søger efter høretelefoner er der stor sandsynlighed for at du er stødt på begrebet “noise cancelling”. Noise cancelling er ikke en ny teknologi, men i takt med at teknologien udvikler sig, er flere og flere fabrikanter begyndt at indarbejde det i deres produkter. Noise cancelling gør præcis det som navnet indikerer; den fjerner støjen. Dette kan være super praktisk hvis man f.eks. sidder i larmende omgivelser, på en arbejdsplads, i et fly eller måske bare går i blæsende vejr.

Hvordan virker noise cancelling?

Når man ser på noise cancelling, kan man snakke om to typer: Aktiv og passiv. Den passive har vi allerede taget lidt hul på i afsnittene om over-ear og in-ear høretelefoner. Den passive noise cancelling går i al sin enkelhed ud på at skærme øret af for lyde udefra. Dette virker ret effektivt i mange tilfælde, men er ikke 100% lydtæt og der kan altså stadig komme lyde udefra og ind.

I samspil med passiv noise cancelling, benytter nogle modeller sig også at den aktive version. Aktiv noise cancelling eller ANC hjælper aktivt i real-time med at fjerne støj fra omgivelserne. Dette gør den ved hjælp af mikrofoner på ydersiden af høretelefonerne, der optager alt støj fra omgivelserne. Når den opfanger de frekvenser der kommer fra omverden laver den derefter i real-time en frekvens der spiller modsat frekvensen fra støjen.

Ved at spille den modsatte frekvens af støjen samtidig med støjen, giver en effekt af at frekvenserne udvisker hinanden, og noise cancelling effekten skabes!

Hvordan virker noice cancelling

Noise cancelling har selvfølgelig også sine begrænsninger. Oftest virker det bedst ved konstant støj som i fx. Et fly hvor lyden af kabinen er ret konstant. Dette er netop fordi at mikrofonerne på et splitsekund skal opfange lyden, udregne frekvenserne og derefter afspille den modsatte frekvens. Dette er nemmere at gøre ved en konstant lyd end ved høje pludselige lyde. Men samspillet mellem passiv og aktiv noise cancelling virker virkelig godt hvis du vil have den bedste oplevelse mens du er på farten eller i larmende omgivelser.

 

Trådløse høretelefoner

Fremtiden er trådløs, og dette gælder også for høretelefoner. De trådløse høretelefoner gør det nemmere at ikke skulle bøvle rundt med ledninger og trådløs lyd er efterhånden lige så god som du ville få via et kabel, især hvis du primært streamer musik fra Spotify, ser videoer på YouTube og lignende. Stort set alle udformninger af hovedtelefoner laves i trådløse udgaver. Så lige meget hvad du er på udkig efter har du valget om trådløs.

Batteritid

Batteritiden er der hvor de trådløse høretelefoner tidligere har haft deres udfordringer. For at kunne lave høretelefoner der kunne holde bare et nogenlunde fornuftigt antal timer, blev producenterne nødt til at gøre høretelefonerne store og klodsede for at få plads til batteriet. Vi lever heldigvis i en tid hvor udviklingen inden for elektronik går ekstremt hurtigt, og dette gælder også indenfor trådløse høretelefoner. Selv små trådløse in-ear høretelefoner giver dig 5-8 timers afspilning, og går du efter nogle lidt større over-ears er vi helt oppe på over 25 timers afspilning på en enkelt opladning!

Er mine devices kompatible?

Dette spørgsmål møder vi ofte af når vores kunder skal købe trådløse produkter! Det smarte ved trådløse høretelefoner er at de benytter sig af bluetooth. Så lige meget om du vil bruge dem med din telefon, din computer eller din tablet så er du sikker med bluetooth høretelefoner. Selv nogle fjernsyn kan sende lyden trådløst via bluetooth!

 

Tilbehør

Forstærkere

Der findes specielle forstærkere lavet direkte til høretelefoner. En høretelefonforstærker tager signalet fra din computer, telefon, tv, lydkort osv. og forstærker det. Den forstærker der driver den indbyggede jackstik indgang i computere, telefoner mm. er ofte ikke er ret kraftige. Derfor kan en forstærker være med til at give dine høretelefoner et ekstra boost!
Ofte vil en hovedtelefonforstærker også have flere udgange og gør det altså muligt at have flere høretelefoner tilsluttet samme lydkilde samtidigt, også selv om kilden kun har én udgang!

Udskiftelige dele

Mange hovedtelefoner kommer med mulighed for at udskifte forskellige dele. Ørepuder, bøjler, ørepropper, jackkabel mm. kan nemt udskiftes hvis de bliver slidt, eller hvis en anden størrelse passer bedre til dine øre eller hovedform.

Andre producenter som fx. AIAIAI har gjort det muligt at kunne 100% customise dine høretelefoner. Her kan man købe de ledninger, den bøjle, den højttalerenhed osv. man ønsker og derefter kan man blot samle dette så man har det sæt hovedtelefoner man helt præcis havde ønsket sig, smart!

Adaptere

Hvis man køber hovedtelefoner med ledning, vil man ofte få dem leveret med et 3,5mm minijack stik. Dette er også det mest brugte i forbrugerelektronik som telefoner, computere osv. Men skal du bruge dine hovedtelefoner til DJ- eller studiebrug vil du ofte opleve at de fleste udgange her vil være et 6,5 mm. jackstik. Men frygt ej hvis dit jackstik har det forkerte mål! der findes nemlig adaptere der kan hjælpe dig af med dette problem! Du sætter simpelt og let dit 3,5 mm. minijack stik i adapteren, og wupti så har du et 6,5 mm. jackstik i stedet!

 

Jeg håber at du med denne guide er klar til at hoppe ud i købet af dit næste sæt høretelefoner, eller bare fik svar på noget du du havde undret dig over!

Hos SoundStoreXL sidder vores kundeservice også altid klar til at hjælpe dig, hvis du har spørgsmål eller oplever problemer ved køb af høretelefoner!