Alt du skal vide: RØDE Wireless GO

Oprettet d. under Guides

Vores ekspert; Anders Fisker har endnu engang været ved tastaturet og skrevet et indlæg om et af hans yndlingsprodukter: RØDE Wiresless GO. Anders har brugt dem i rigtig mange tilfælde og er derfor mere end udrustet til at dele ud af hans viden omkring dette skønne produkt.

RØDE Wireless GO og Wireless GO II har indtaget det trådløse marked med storm siden deres lancering. Det er der en grund til - det er trådløse mikrofonsystemer med god lyd, som er super nemme at bruge, kan bruges med meget forskelligt udstyr og fylder det samme som en tændstikæske - what’s not to like?

Indhold

  1. Forskellen på Wireless GO og Wireless GO II
  2. Tilslutning til iPhone/iPad
  3. Tilslutning til computer
  4. RØDEconnect
  5. Ekstern mikrofon
  6. Konklusion

 

Forskellen på Wireless GO og Wireless GO II

Vi får ofte spørgsmål om systemerne og de spørgsmål, vil jeg prøve at besvare i denne guide. 

Det første jeg vil gennemgå er forskellen på de to modeller. For at undgå forvirring kalder jeg den originale Wireless GO for Wireless GO 1. De største forskelle er USB-stikket og antal kanaler. Der er også et par features, som kun findes på Wireless GO II, men mere om dem senere.

 

Kanaler:

Den mest tydelige forskel er at Wireless GO II har to kanaler. Dvs. at der er én modtager og to sendere med indbyggede mikrofoner, så du kan have to personer, der taler sammen. 

Et Wireless GO 1 system kan desværre ikke blot udvides med en ekstra sender, det er nemlig også en helt anden modtager.

 

USB:

På den originale Wireless GO 1 bruges USB-C portene på sender og modtager udelukkende til at lade enhederne. Der er ingen dataoverførsel - kun strøm. 

På Wireless GO II systemet bruges USB-C stadig til ladning, men der er samtidig dataoverførsel. Det giver en masse muligheder for tilslutning til digitale enheder som computer og telefoner.

 

Tilslutning til iPhone/iPad

Begge versioner af Wireless GO kan tilsluttes en iPhone/iPad, men der er forskel på hvilket ekstraudstyr, der er brug for.

 

Wireless GO 1 til iPhone:

For at tilslutte den originale Wireless GO til en iPhone med lightning stik (ladestikket), skal man bruge en “Apple Lightning til 3.5 mm Jack Adapter” og et RØDE SC7 kabel. SC7 kablet erstatter det medfølgende SC5 kabel. 

Forskellen på dem er, at SC5 går fra TRS minijack til TRS minijack, mens SC7 går fra TRS minijack til TRRS minijack. I RØDEs farvekode for stik, er TRS stik sorte mens TRRS stik er grå. Man kan desuden se forskel på de to ved at kigge på antallet af ‘ringe’ på stikket. 

Et TRS stik har to ringe (Tip-Ring-Sleeve) og et TRRS stik har tre ‘ringe’ (Tip-Ring-Ring-Sleeve). TRRS stik har en ekstra kanal, som ofte bruges til et mikrofonsignal i hovedtelefoner med mikrofon. Det er derfor det er TRRS stik i de fleste telefoner - og altså også i Apples lightning til 3,5mm adapter.

 

Wireless GO 1 til iPad:

De fleste iPads har TRS stik (Apple er lidt sparsomme med oplysninger om stiktype desværre). Det vil sige at man kan bruge samme løsning som til iPhone med lightning adapter og SC7 kabel - eller hvis iPad’en har TRS stik, kan man nøjes med at bruge det medfølgende SC5 kabel (TRS til TRS).

 

Wireless GO II til iPhone/iPad:

Her får man glæde af at USB-C stikket også kan overføre data. Det betyder nemlig at man kan tilslutte Wireless GO II (og kun II) til en iPhone eller iPad direkte til lightning stikket og overføre lyden digitalt. Det kræver at man bruger et USB-C til lightning kabel, som RØDE SC15 (30cm) eller RØDE SC19 (150cm). Wireless GO II kan selvfølgelig også tilsluttes via TRS stikket.

 

Tilslutning til andre Smartphones

Her gælder samme princip som med en iPhone - Wireless GO 1 skal tilsluttes gennem TRS minijack udgangen og Wireless GO II kan tilsluttes enten via TRS eller USB-C udgangen.

 

Wireless GO 1 til smartphones med minijack indgang:

De fleste telefoner har et TRRS stik, og så skal man bruge RØDE SC7 kablet. Hvis det er en telefon med TRS stik, kan man bruge det medfølgende SC5 kabel.

 

Wireless GO 1 til smartphones uden minijack indgang:

Her skal man bruge en USB-C til TRS/TRRS adapter og det tilsvarende kabel - RØDE SC5 til TRS adaptere (medfølger) og RØDE SC7 til TRRS adaptere.

 

Wireless GO II til smartphones med USB-C:

Her kan man igen bruge Wireless GO II’s USB stik og overføre lyden digitalt. Alt man skal bruge er et normalt USB-C til USB-C kabel som RØDE SC16 for at være kørende.

 

Tilslutning til computer

Den originale Wireless GO egner sig ikke så godt til brug med computer, men hvis computeren kan bruge minijack stikket som indgang, kan man som regel få lyden ind den vej. Her er det også forskelligt fra computer til computer hvilket minijack stik, der er tale om - så hvis det er et TRRS stik, skal man have et RØDE SC7 kabel.

 

Wireless GO II til computer:

RØDE Wireless GO II fungerer som et audio interface, når man tilslutter modtageren til computeren via USB. Der medfølger USB-C til USB-A kabler og hvis du har en computer kun med USB-C, kan du enten bruge en USB hub eller et USB-C til USB-C kabel, som RØDE SC16

Når modtageren er tilsluttet, kan man vælge den som lydinput fra den software, man bruger - det kan f.eks. være Zoom, Teams, Hindenburg eller Logic - alle lydprogrammer kan bruges. På en Mac er det plug’n’play, mens man skal installere RØDE Connect på en PC.

 

Tilslutning til kamera:

Hvis du har et kamera med 3,5mm mikrofon indgang, vil det være en TRS indgang, så her bruger man blot det medfølgende SC5 kabel og så er man good to go!

 

Tilslutning til recorder eller mixer:

Mange optagere som Zoom H5, H6 og H8 har en TRS stereoindgang, man kan bruge i stedet for den indbyggede mikrofon. Når det er en TRS indgang, kan man bruge det medfølgende SC15 kabel for at tilslutte modtagren. 

Hvis man ønsker at tilslutte til XLR indgangene på en optager eller mixer, kan man også sagtens det. Med den originale Wireless GO 1, skal man bruge en RØDE VXLR adapter og til Wireless GO II skal man bruge to RØDE VXLR og et RØDE SC11 splitter kabel, så man får de to kanaler ud på separate XLR kabler.

 

Tilslutning til RØDEcaster Pro

Der er to muligheder for at tilslutte Wireless GO til en RØDEcaster. Enten kan man bruge det medfølgende SC5 kabel og bruge smartphone indgangen eller man kan bruge RØDE VXLR og RØDE SC11 kabler som beskrevet i forrige afsnit - SC11 er kun nødvendigt til Wireless GO II. 

Det betyder at man kan have i alt seks Wireless GO kanaler på et RØDEcaster - 4 på mikrofon indgangene og 2 på smartphone indgangen (de sidste to skal være sat op i stereo mode og kontrolleres som ét spor på RØDEcaster Pro).

 

RØDE Connect

Hvis du har en RØDE Wireless GO II, er det en god idé at downloade og installere RØDE Connect på din computer og RØDE Central Mobile på din smartphone. Fra begge apps har du mulighed for at konfigurere Wireless GO II og importere lydfiler fra de to sendere (mere om det senere). Det er også via RØDE Connect man opdaterer firmwaren på Wireless GO II og RØDE er gode til at komme med opdateringer.

Features

Vi har været forbi de fleste features allerede, men der er stadig et par tricks oppe i ærmet på RØDE Wireless GO II.

 

Indbygget optager:

På Wireless GO II kan du optage backup lyd direkte på senderne, så du aldrig risikerer at miste en optagelse. Der er rigeligt med plads - fra 7 til 24 timer alt efter optageformat. Optagelsen sættes op fra RØDE Connect App’en og lyden overføres også via USB stikket på senderne.

 

Forbedret rækkevidde:

På den originale Wireless GO lover RØDE op til 70 meters rækkevidde ved ‘line of sight’ - men på Wireless GO II er rækkevidden blevet sat op til utrolige 200 meter! 

Det er selvfølgelig under perfekte forhold, men det betyder dog at rækkevidden også er mere stabil ved kortere afstande. Personligt har jeg endnu ikke oplevet udfald i forbindelsen på Wireless GO II.

 

Samtidige systemer:

Hvis ikke to kanaler er nok, har du mulighed for at bruge op til 4 sæt RØDE Wireless GO II samtidigt - det vil sige 8 trådløse kanaler - stadig med super nem opsætning.

 

Mono eller stereo?

På Wireless GO II kan du med et tryk på en knap vælge om signal sendes ud som ét stereo signal eller to mono signaler. Hvis du vælger stereo signal, sendes der lige meget af begge kanaler ud på højre og venstre side. Det er f.eks smart, hvis du bruger systemet med en smartphone og gerne vil have lyden til at virke ensartet. 

Hvis du derimod optager lyden på en optager, har du brug for at kanalerne sendes som to mono signaler i højre og venstre side, så du efterfølgende kan redigere kanalerne separat.

 

Ekstern mikrofon?

Selvom den indbyggede mikrofon i RØDE Wireless GO 1 og II lyder rigtig godt, kan der være flere grunde til at bruge en ekstern mikrofon. Den mest populære mikrofon til Wireless GO er RØDE Lavalier GO. Lyden er en smule bedre end de indbyggede mikrofoner og desuden giver det mulighed for at have senderen siddende skjult, så kun den lille knaphulsmikrofon er synlig på tøjet. 

Man kan bruge alle lavalier mikrofoner med TRS stik sammen med både Wireless GO 1 og II.

En kæmpe fordel ved Wireless GO II er, at den kan bruges med alle mikrofoner, der har 3,5mm TRS minijack stik og kan køre på batteri eller 4v plugin power (senderne kan kun levere plugin power - ikke 48v phantom power). Det giver f.eks. mulighed for at have en trådløs shotgun mikrofon på en boompole.

RØDE SmartLav+ er en knaphulsmikrofon til smartphones med TRRS stik, så den kan ikke bruges direkte med Wireless GO uden en RØDE SC3 adapter.

 

Gain

Som sagt er Wireless GO utroligt nem at arbejde med. Der er nærmest aldrig udfald i forbindelsen, selv i områder med mange digitale signaler. Den vigtigste indstilling, man skal holde øje med, er gain. 

Den kontrollerer man i 3 niveauer på kontrolknapperne på siden af modtageren. Når man optager, er det en god idé at starte med at snakke ved højeste styrke og indstille niveauet efter det. Hold øje med de to input metre på modtageren og justér, så lydniveauet ikke overstyrer.

 

Tilbehør

Der findes rigtig meget tilbehør til RØDE Wireless GO 1 og II! Et par af vores favoritter er:

RØDE Interview GO - forvandler senderen på Wireless GO 1 eller II til en klassisk håndholdt reporter mikrofon.

RØDE SC15 (30cm) eller RØDE SC19 (150cm) - kun Wireless GO II - lader dig tilslutte modtageren direkte til en iPhone eller iPad med lightning stik for den bedste lydoverførsel og kontrol af mikrofonsystemet fra RØDE Connect app’en.

RØDE Lavalier GO - vellydende knaphulsmikrofon, der gør Wireless GO systemet endnu mere fleksibelt.

RØDE VXLR og RØDE SC11 - giver mulighed for at tilslutte Wireless GO 1 og II til enheder, der har XLR indgang, som mobile optagere, lydmixere, professionelle videokameraer mv.

Der medfølger en lille pung til opbevaring af Wireless GO, men hvis du gerne vil have endnu bedre beskyttelse - og plads til alt det tilbehør - anbefaler vi en god transport case med plukskum.

 

Konklusion

RØDE Wireless GO - både den originale version og II’eren - er fantastiske værktøjer, der både er nemme arbejde med og leverer virkeligt gode resultater hver gang. Det er samtidigt et system, der kan bruges sammen med det meste audio udstyr, RØDEcaster Pro samt computere og smartphones (især Wireless GO II). 

Hvis du er på udkig efter bedre lyd til video, interview, streaming eller noget andet, så er Wireless GO et rigtig godt bud!

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar